Ønsker flere til landsstævne
Ny tilmeldingsfrist - 7. maj - og endagsbilletter skal få flere til at melde sig.
22.000 idrætsudøvere og 3.000 ledsagere har meldt sig til landsstævnet i Haderslev. Heraf 1189 skytter, 352 ledsagere og 168 endagsskytter
Planlægningen
er tilrettelagt ud fra 30.-40.000 deltagere, men foreløbig har i alt 25.000
meldt deres ankomst til Landsstævne 2006, der finder sted 29. juni til 2.
juli.
Tallet, som er en fremgang på 6.200 deltagere i forhold til landsstævnet i 2002
på Bornholm, er opgjort, da der fredag den 7. april var foreløbig
tilmeldingsfrist – en frist der nu udskydes, idet arrangørerne ønsker flere
deltagere med.
Landsstævnet er en oplevelse i absolut særklasse. Den skal så mange som
overhovedet muligt kunne få del i. Flere vil gerne til landsstævne, men mener
det er en hindring at de skal deltage i hele arrangementet, derfor vil man nu
udbyde endagsbilletter, ligesom tilmeldingsfristen er udskudt til den 7.
maj for deltagere, som ønsker hele stævnepakken, og til 1. juni for deltagere,
som ønsker de nye endagsbilletter.
Med
de nye muligheder kan alle melde sig til landsstævnet, så længe der er plads.
Der er mulighed for at deltage i hele stævnet med turneringer, kampe,
opvisninger og kulturelle højdepunkter alle dage – eller nøjes med en mindre og
billigere udgave, hvor man som endagsdeltager kan deltage i udvalgte
idrætsaktiviteter eller blot nyde landsstævnestemningen som tilskuer.
Endagsdeltagere betaler 250 kroner, får adgang til højdepunkterne på landsstævnestadion (Gnags, TV-2, DGI’s verdenshold i gymnastik m.fl.), og er der brug for det, kan der købes overnatning/plads på stævnets campingplads. Endagsdeltagere kan gratis medbringe børn under 15 år.
Hvis du vil vide mere, kan du læse amtets informationsbrev. Du kan tilmelde dig online hos DDS på Skydetid.dk