Medaljeregn til ROAS skytterne ved Terræn ØST
Måske var det et varsel om regn, at skyerne lå tungt over det militære skydeterræn i Jægerpris hele søndagen mens skytter fra hele Østdanmark deltog i årets terræn ØST stævne.
Småfrysende og med kun 7 grader på termometret drog de enkelte skydehold ud til indskydningen, og derefter var der 7 stationer samt en sekundskydning som skulle afvikles.

Første station med en B65 var en ren gyser. Hovedparten af skydeholdene havde ingen eller kun ganske få træffere på stationen, selvom den umiddelbart så meget rimelig ud. Men snydt blev de fleste, idet skiverne stod væsentligt længere ude end det så ud til, så flere gættede op til 100 meter forkert på distancen. Hermed var niveauet lagt, og de næste 6 stationer gav udfordring efter udfordring til skytterne, samtidigt med at vinden tiltog lidt undervejs hvilket betød en række frysende markører på alle stationer. Undervejs blev flere vandløb passeret og selvom de små udlagte broer var mistænkeligt bløde at træde på, kom alle vist gennem terrænbanen uden våde sokker. Små 4 timer senere, og med 5 liggende og 2 knælende stationer nåede skytterne frem til sekundskydningen.
Sekundskydningsfolket havde klogelig opslået et telt med ly for vinden og småregnen. Hurtigt blev skydningen overstået, og selvom nogle få novicer i sekundskydningen måtte ’genstartes’ (incl. red.) når startbippet blev overhørt, gik skydningerne planmæssigt. Derefter transport til p-pladsen ved indskydningen og hjem til hovedkvarteret og den varme kaffe.
Ærgeligt at arrangørerne ikke havde sørget for bustransport fra hovedkvarteret og til banen. Det var ret uhensigtsmæssigt at fylde privatbilerne med halvbeskidte skytter og rifler.
Tilbage i hovedkvarteret brød regnen løs, men med medaljer
Klasse 2 Guld – Jon L Hansen, Stenløse
Klasse 2 Sølv - Mette Palm Pedersen, Stenløse
Amtshold Sølv
Jens S Madsen
Lasse T Hansen
Mette Sukstorf
Peter Hansen
Anders Madsen
Peter Mortensen
Christian Mortensen
Mette Palm Pedersen
Brian S Hansen
Jon L Hansen
Flotte resultater og et stort tillykke til ROAS skytterne.
Se resultatlisten og de mange billeder fra stævnet når du klikker her
Brian S Hansen